Den mest overordnede og kendte metode til dronedetektion er gennem brugen af avancerede integrerede faciliteter, som arbejder med brug af radar, radiobølger og optiske sensorer til at løse et eller et sæt givne mål.
Disse spænder over modtagelse af genkendelse eller detektion af et objekt i den kontrollerede luftrum, hvor radare, der er placeret langs grænserne for det kontrollerede luftrum, potentielt kan reducere risikoen for sekundære tab, eller modtagelse af et sæt billeder fra et kontrolleret område, hvor optiske sensorer arbejder for at vurdere området i en bestemt patruljering eller skanningstilstand.
Alle lagene af disse teknologier arbejder på en integreret måde for at give radarerne evnen til at spore Videodrones, hvilket eliminerer eller ændrer den perimproksimale basis, hvor disse droner opererer som en af de mest effektive defensive første skærme.
Når en anti-dronemodul har registreret en drone, er de forpligtet til at enten deaktivere eller neutralisere dronen ved brug af et dronestøjningssystem. Disse systemer kan forsøge at blokere dronens styresignaler, GPS-systemer eller andre kommunikationsformer. Støjningsudstyr er i stand til at forstyrre dronens GPS-systemer, hvilket får dronen til at miste retningen og være ude af stand til at udføre sin funktion. Udstyr, der er i stand til at blokere kommunikationssignalet til dronens bruger, er i stand til at frakoble dronens kontrol fra en operatør. Nogle af de mere avancerede systemer er i stand til at overtage kontrollen over dronen gennem mere avancerede metoder og lande den sikkert i en angivet zone. Effektiviteten af neutraliseringssystemet afhænger af, hvor meget effekt de har til at undertrykke dronen, decibel-niveauet for dets mange frekvensbånd og afstanden til dronen. I mange tilfælde er støjningssystemer, der er designet til at neutralisere en drone inden for en bestemt rækkevidde, i stand til at neutralisere dronen uden problemer.
Ligesom mange nye teknologier har anti-droneteknologier deres ulemper. Et almindeligt problem er falske alarmer, hvor systemet identificerer andre objekter som droner. Dette er problematisk, fordi det fører til unødvendig aktivering af forstyrrelsessystemer, som måske utilsigtet blokerer kommunikation i området. Bivirkninger er endnu mere problematiske. For eksempel kan forstyrrelsessignaler forstyrre andre trådløse systemer, der er afstemt til samme frekvens, såsom mobiltelefoner, Wi-Fi og Bluetooth-enheder. I tilfældet med anti-dronesystemer skal enhederne have avanceret intelligens til at filtrere ud de ikke-målrettede droner og ikke-dronerelaterede enheder med mindre eller ingen virkning.
På grund af teknologiske fremskridt må anti-dronesytemmer også holde trit med droner. Mere avancerede droner, som har funktioner som autonom flyvning, krypteret kommunikation og modstand mod forstyrrelser, er ændringer, som anti-dronesystemer også skal leve op til. Desuden skal software og hardware regelmæssigt opdateres for at forbedre anti-dronenavene i tråd med de aktuelle udstyr og teknikker, som dronedriftsoperatørerne anvender.
Opsummeret fungerer effektive og velkonstruerede anti-drone-**faciliteter** som systemer til at registrere og nedkæmpe droner, som ikke har tilladelse til at operere i luftrummet. På længere sigt afhænger disse systemers vedholdende effektivitet af deres forbedring og tilpasning til nye udfordringer.
